”Selvmordstruede Unge – identificering, vurdering og håndtering” 

Oplægget henvender sig til voksne og professionelle i kontakt med unge i alle mulige regi’er, da det at møde unge, der har selvmordstanker og haft selvmordsforsøg er en reel risiko for alle voksne og professionelle i kontakt med unge. For selvmord ér desværre en mulighed – også for unge.

Men selvmord er for alle mennesker også kun én mulighed blandt mange! Og heldigvis er antallet af unge, der begår selvmord, faldet siden 1980’erne, mens antallet af unge, der forsøger selvmord, desværre samtidig er steget voldsomt – ikke mindst blandt unge kvinder! 

Derfor bør alle voksne og professionelle i kontakt med unge i alle mulige regi’er være klædt på til både at turde og at kunne tale med de unge om selvmordstanker og – handlinger. For kun ved at turde tale med de unge om det svære kan voksne og professionelle lære at identificere, vurdere og håndtere en egentlig selvmordsrisiko. Og kun derved kan man gøre sig håb om at opdage unges selvmordstanker, før de evt. omsættes til handling, så man kan lykkes med at forebygge unges selvmordsforsøg og afværge unges selvmord. 

Oplægget, som er inspireret af mit mangeårige (sam-)arbejde med unge, vejledere og ledelser iPsykologordningen ved De Fynske Gymnasier og HF, søger således at klæde de professionelle voksne på til både at turde og kunne opdage og tale med de unge om selvmordstanker, -handlinger og -forsøg. Dette sker bl.a. ved præsentation af min model og konkrete samtaleredskab ”Den Suicidale Advarselstrekant”, som Rektor Henrik Vestergaard Stokholm, Nyborg Gymnasiums, har fremhævet som særdeles brugbar i både TV2’s ”Go aften Live” onsdag den 16.08.2023 og i Brinkmanns briks-afsnittet ”Er der én lærer, der har set dig?” onsdag den 25.10.2023.Oplægget varer i sig selv ca. 1,5 time, men kan om ønsket suppleres med ekstra tid til dialog og evt. casesparring med deltagerne.